Uddrag fra forordet til ID psykoterapeut Bettina Vilmuns bog, Mærk Livet.
Et af de temaer, der går igen blandt spirituelt søgende sjæle, er længslen efter vores højere selv, den realiserede højere bevidsthed. Mange af os håber på at finde ind til en endelig tilstand af spirituel oplysning, en slags lyksalig essentiel væren, som vi efter den ”endelige spirituelle åbning” kan leve videre i, frigjort fra sindets støj og livets genvordigheder. Her er vi nok tilbøjelige vi til at overføre vores ”normale” bevidstheds objekttænkning på vores drømme og forestillinger om spiritualiteten. Men højere bevidsthed er ikke noget statisk. Det er en levende og konstant balancegang mellem modsætninger fra øjeblik til øjeblik, fra nu til nu.
Vi kunne sammenligne spiritualitet med begrebet sundhed. Jeg mener ikke, at sundhed er en statisk tilstand. Sundhed er kroppens evne til at genoprette den balance, som hele tiden vil blive forstyrret. En sund reaktion på sult er at spise noget, og hvis vi er tørstige, drikker vi forhåbentlig noget væske, som kan genoprette kroppens væskebalance osv. Og sådan er det også med spiritualiteten og rejsen ind i vores essentielle essens. Vores essentielle nærvær er noget man bliver god til at have en speciel opmærksomhed på og kunsten er at balancere i dette fokus. Lad mig give et billede på det:
Forestil dig, at vores almindelige bevidsthed, vores ”jeg” er ligesom et sæt tøj, og vores spirituelle potentiale er ligesom en stor bøtte med farve. Hver gang vi kommer ind i dyb meditation eller på anden måde får en spirituel åbning, dypper vi billedligt talt vores tøj i bøtten med farve. Og sikke anderledes og sikke smukt vores tøj opleves efter sådan en omgang farvning. Men hvad sker der typisk,når vi efterfølgende hænger vores nyfarvede tøj op på livets tørresnor? – Det falmer relativt hurtigt i vind og vejr, og oplevelsen falmer så at sige også. Så vi er nødt til at finde bøtten med farven frem igen og få dyppet tøjet endnu en gang. Og hvad sker der så, når vi endnu en gang hænger tøjet op på tørresnoren? Den spirituelle farve holder måske lidt længere, men efter et stykke tid må vi til det igen.
Og sådan er det også med den spirituelle praksis. Vi kan ikke satse på en enkelt effektiv meditation eller spirituel åbning. Spiritualiteten er ikke farvefast. Spiritualitet er selve livet, det er levende bevidsthed fra øjeblik til øjeblik, konstant i bevægelse og kreativ forvandling. Vi kan så at sige ”dyppe” jeg-et i den spirituelle oplevelse eller erkendelse, og det vil efterhånden i højere grad blive mættet med mere farve, dvs. at jeg-et bliver mere og mere gennemtrængt af højere grader af nærvær og spirituel glæde.
Men den spirituelle udvikling handler ikke om at blive ”farvefast”. Det handler om at blive god til at dyppe, når vi har brug for det. På den måde er spirituel udvikling ikke noget statisk, men noget vi kan blive gode til at gøre fra øjeblik til øjeblik.
Det er derfor jeg så godt kan lide, når vi anvender ordet ”mester” om et spirituelt oplyst menneske. Det et er menneske, der mestrer sin egen bevidsthed. Man er jo ikke en mester, hvis oplysthed er en statisk tilstand, for så er der ikke noget at mestre. Mesteren er den, der mestrer det spirituelle nærværs konstante balancekunst i nuet.
Ole