Ægteskabet er en bog hvor første kapitel er poesi, mens resten af kapitlerne er prosa, lyder det tørt fra den engelske forfatter Beverley Nichols. Alle, der har prøvet at være i et længerevarende parforhold, vil kunne nikke genkendende til ovenstående citat. Efter den berusende forelskelse følger den ”normale” hverdag, hvor vi bliver bevidste om hinandens mange fejl og mangler. Hvordan kunne vi være så blinde, hvor blev magien af??
Parforhold bliver ofte omtalt som en plante der kræver sol, vand og pleje.
Denne metafor kommer dog til kort med hensyn til et punkt: Personlig udvikling.
Modsat en plante er det nemlig ikke nok i et sundt og givende parforhold kun at fokusere på vedligeholdelse. Blomster, gaver, sex og rejser kan stimulere men ikke erstatte de nødvendige udviklingstrin, som begge parter i et forhold gennemgår i løbet af et liv sammen.
Prøv at tænke på det forelskede par der mødes i starten af 20´erne og bliver gift omkring de tredive. Hvordan er deres livssyn og udvikling på dette tidspunkt? De er måske netop færdige med uddannelsen, måske i gang med første seriøse job.
Nu udbygges dette med fast bolig og snart et par børn.
Det, der præger denne fase, er et målrettet fokus på at bygge rede og skabe en stabil og tryg tilværelse for den nye spirende familie. Meget af det fandenivoldske og impulsive må lade livet til fordel for stabiliteten.
Efter nogle år som redebyggere, begynder frustrationerne langsomt at melde sig. Alt det nye, spændende er blevet hverdag. Sexliv, må vige for bleskift. Byture for børnefødselsdage. Mange begynder nu at kigge bebrejdende på deres partner og se ham/hende som en forhindring for egen udfoldelse. Længslen efter frihed vokser og skænderierne tager til i styrke og omfang. ”Den anden” forstår bare ikke noget som helst!!
Klarer man skærene i denne fase melder problemerne sig igen når børnene flytter hjemmefra og ”mor & far” bliver efterladt på dørtrinet uden den lim, som har holdt forholdet kørende gennem mange år. Det giver ikke længere mening at genoptage den livsstil man havde da man var i 20´erne. Så hvad gør man så?? Nogle ”drukner” sig i arbejde, shopping, triatlon eller rødvin.
I stedet for med åbne øjne at kigge på vores forandrede livssituation og vokse og udvikle os til dem, vi er nu, vælger mange at gå fra hinanden, finde en ny partner og dermed starte helt forfra i parforholdsspiralen. Det giver måske en kortvarig følelse af ungdommelighed og frihed. Det pussige er dog at mange at de problematikker, man har med sig fra ét parforhold, har en kedelig tendens til at dukke op igen i det nye forhold.
Derfor kunne mange med fordel prøve at udvikle sig i det eksisterende forhold.
Vi oplever alle forskellige perioder i livet, hvor vi havner i en eller anden form for krise. Det er selve livets cyklus. Vi når til nye stadier og faser på livets vej og bliver en ny udgave af os selv, og her skal parforholdet stå sin prøve.
For når kriserne rammer os, sker der ofte det, at gamle sår fra opvæksten kommer op til overfladen, men i stedet for at kaste ansvaret over på sin partner, kan styrken i et længerevarende forhold være både en stabiliserende faktor og samtidig en katalysator for personlig vækst. Vores partner er ofte et fantastisk spejl på udviklingsvejen.
Derfor kræver parforhold udover vedligeholdelse, i perioder, en aktiv dosis af personlig udvikling, så vi kan lære at tage ansvar for vores egne processer og livsfaser. Det er ikke vores partners opgave at ”gå vores udviklingsvej” – det er vores egen! Ligesom de skal gå deres.
Når vi gør det, skaber vi til gengæld plads til det vi alle ønsker mere af – nærvær, kærlighed og omsorg. Både for hinanden men også i forhold til verden omkring os.
Ronen Thalmay, ID Psykoterapeut-studerende
