af ANJA DESIRÉE PEDERSEN
Bragt i Liv og sjæl april 2007
Sidst i 1960´erne sejler en lille knægt rundt i en optimistjolle på Kolding fjord. Her lærer han magien i at få fremdrift ud af modvind, han stifter bekendtskab med de stunder, hvor naturen giver en fornemmelse af tidløshed, og så filosoferer han over livet. Meget.
Ole Vadum Dahl er navnet. Vi kender ham i dag som en af de førende personligheder inden for psykoterapiens verden, på trods af, at han er det, man på moderne amerikansk vil kalde for: visuelt udfordret. Blind med andre ord, men det har nu aldrig forhindret ham i at nå sine mål. Mere om det.
Ole Vadum Dahl voksede op som en umiddelbart ganske almindelig dreng. Født i 1956 ind i en håndværkerfamilie. Faren var først mejerist, blev senere handelsmand, hvor han solgte hårde hvidevarer og senere igen solgte han biler. Moren stod i butik.
Ole viste tidligt, at han havde gode evner for at tegne og spille. Det var ikke urealistisk, at han ville blive illustrator eller noget andet i den retning, og det var han glad for:
“Jeg ville egentlig have været tegner. Jeg tegnede meget – blandt andet portrætter og tegneseriefigurer. Når vi havde familiekomsamner havde jeg altid mit tegnebræt med. Jeg sad engang og tegnede min bedstefar, som jeg opfattede som ekstrem rar – det tror jeg ikke alle gjorde – og jeg kan huske, at jeg blev lidt forskrækket over at se min egen tegning. På den kunne jeg godt se, at han så lidt brysk ud og lignede lidt en gangster.
“Jeg kunne godt være blevet illustrator.”
“Jeg interesserede mig heldigvis også meget for musik og spillede meget tidligt. Min bedstefar var ud af en meget musikalsk familie. Han og hans brødre spillede på alt, hvad der kunne spilles på: Grydeskeer, sav, violin og banjo og harmonika osv. Så det er jeg også flasket op med.”
Noget andet Ole holdt meget af var naturen. Han er fra den tid, hvor børn skulle være ude og naturen gjorde indtryk:
“Jeg kan huske en vinter, hvor jeg som 5-6 årig gik med min kælk, i mine scooterstøvler. Det var skyfri himmel. Den var bare fuldstændig blå og sneen lå overalt. Og den der lyd af, at det knirkede… Der var sådan et øjeblik, hvor tiden stod fuldstændig stille og bare var klar luft. Det var et øjeblik af meditation. Der skete ikke en s…., men det sidder stadig som et indtryk.
MODVIND KAN HJÆLPE
Fra en alder omkring fem og fremefter blev Ole tiltagende nærsynet. Det var ikke noget, nogen bemærkede særligt, men da Ole var omkring 11 år havde hans ene onkel alligevel lagt mærke til det. Han brød sig ikke om, at Ole skulle køre rundt på en knallert, og forærede ham i stedet en lille båd. På vandet kunne det da ikke gå helt galt:
“Jeg havde en meget gavmild onkel, som gav mig en optimistjolle.
Den blev malet postkasserød, og så lå jeg som 11-årig og krydsede Kolding fjord om sommeren. Helt for mig selv. Det var min første oplevelse af, hvad jeg senere kunne genkende som meditation. Og så lærte jeg, at man faktisk godt kan sejle uden medvind – man krydser bare. Man går skævt op imod vinden og får blæsten til at skubbe en fremad. Det var jeg så fascineret af. Den dag i dag, sidder det stadig i mit system, at man kan lære at bruge modvinden. Man skal bare lære, hvordan man krydser op imod den.
Det var nu langt fra første gang, at Ole fi losoferede over livet. Faktisk havde han tidligt nogle rimelig avancerede tankegange:
“Jeg kan huske, at jeg som fem-åring fi losoferede rigtig meget over, om der i virkeligheden kunne være mere end ét jeg i verden. Jeg kunne simpelthen ikke begribe, at der skulle kunne være mere end et jeg. Det var fuldstændig ulogisk. Der kunne kun være en væren – og der – for ville det selvfølgelig ikke være muligt at dø. Samtidig tænkte jeg, at hvis der kun var et jeg, så var både jeg og alle andre mennesker måske en illusion .
En illusion var det til gengæld ikke, at Ole som teenager mistede synet. Fra han kunne orientere sig rundt til han ikke havde mere end en lys-fornemmelsen tilbage, gik der kun et år. Realeksamenen blev klaret ved, at hans tvillingesøster Anette læste pensum op for ham, og da han var 17 år, kom han en tur til Amerika for at hente sin nye førerhund.
Ole tog det i stiv arm, der skete jo en masse spændende og nye ting, og det havde han altid godt kunne lide. Det var først halvandet års tid efter, at han blev blind, at det for alvor gik op for ham, at det var noget af et identitetstab der røg sammen med synet. En ting var at han ikke længere kunne se, men at han nu blev betragtet som handicappet var lidt af en hurdle:
“Som ALLE blinde musikinteresserede skulle jeg naturligvis en tur omkring orgelskolen på blindeinstituttet, som er en forskole til Musikkonservatoriet Men dér gik det op for mig, at det miljø kunne jeg ikke holde ud. Alt den handicapsnak og blindesnak og hele miljøet… Det var rædselsfuldt! Jeg kunne slet ikke identificere mig med at være handicappet. Hvorfor snakkede de så meget om at være blind i stedet for at gøre noget sjovt – det forstod jeg slet ikke.
Og reaktionen kom endelig til Ole. Han fi angstanfald. Var stort set bange for det hele. En klog læge ville imidlertid ikke give ham medicin. Hun henviste ham i stedet til en psykoterapeut – og det blev starten til den identitet, som de fleste kender ham i dag. Det gav mening, og han uddannede sig til gestaltterapuet, til spirituel vejleder, til NLP-terapeut og utallige kurser inden for selvudvikling i det hele taget. Han er forfatter til fem bestsellerbøger – den sidste nye på stammen: Coaching og kunsten at
leve.
OG HUMLEBIEN FLØJ …
Men hvordan kan en mand, der ikke kan se, evne så meget som mange seende ikke kan?
“Jeg tror der ligger to ting i det. En ekstrem vigtig ting er, at jeg aldrig har identificeret mig selv om værende blind. Jeg har tænkt på det som pisse upraktisk og irriterende, fordi jeg har villet meget mere end synet har givet mig lov til, men selvom jeg selvfølgelig tydeligt har kunne mærke situationer, hvor jeg har måtte have assistance, har jeg aldrig tænkt på mig selv som blind. Det har simpelthen aldrig været en del af min selvforståelse. Derfor havde jeg også store problemer med at gå med min fører hund eller rejse i tog med blindestok, for jeg blev behandlet på en måde, jeg overhovedet ikke kunne identificere mig med. Dét, tror jeg er altafgørende, og det er også meget af det, som jeg i dag baserer mit arbejde på. Med at vi lever så godt som vores selvfølelse er – på flere forskellige niveauer.
Man kan se det mange steder. I USA har man f.eks. lavet undersøgelser, hvor man har kigget på mennesker, der er blevet millionærer. Derovre kan man jo virkelig blive millionær, hvis man vinder i lotto. I de undersøgelser kunne man se, at nogle mennesker mister det hele igen – selv om de har vundet ufattelig mange penge. Og nogle bevarer dem. Og det var tydeligt, at mennesker, som havde været fattige fra starten, og som opfattede sig som fattige, mistede pengene igen. Hvorimod de mennesker, som følte sig rige, og som mistede pengene igen -de byggede det op igen. Det er et meget håndgribeligt eksempel på, hvad vores identitetsfølelse betyder for, hvad vi kan og ikke kan.
Det andet aspekt er, at jeg altid har været meget urealistisk med hensyn til, hvad der kan lade sig gøre og ikke. Jeg har altid tænkt enormt stort. Hvis jeg ville et eller andet har jeg gjort det. Det er ligesom ikke faldet mig ind, at det ikke skulle være muligt. Jeg har tænkt: ‘Jeg kunne godt tænke mig’ … – og så har jeg gjort det.”
KUNSTEN AT COACHE
Og i den ånd kom ID-instituttet til verden. Nærmere bestemt for ti år siden. Her kan man i dag både tage en fireårig psykoterapeutisk uddannelse og en to-årig lifecoachuddannelse:
“Da jeg begyndte at pusle med tankerne om ID, var det både ud fra tanken om identitet, men også ud fra tanken om det integrative. At nu måtte det være nok, at alle de forskellige psykologiske retninger sloges med hinanden om hvem, der havde mest ret. Så forskellige var de jo heller ikke, og hvad den ene ikke fi beskrevet, fik den anden.
Det blev for snævert. Hvis man skal have det hele menneske med, skal det være et bredt integrativt koncept.”
I dag har Ole Vadum Dahl så skabt en af Danmarks mest anerkendte psykoterapeutiske uddannelser. Baseret på det brede integrative koncept, han savnede, og som en ud af ti er ID Instituttet blevet accepteret som et af de uddannelsessteder, Socialministeriet vil følge tæt med henblik på en eventuel kommende statsanerkendelse af psykoterapeuter.
Og det er han glad for. For det er en af måderne, hvorpå man kan arbejde imod at uddanne højtkvalificerede terapeuter. Noget andet, som han også har meget fokus på, er at eleverne ikke kun skal lære teknikker. De skal også bag om teknikkerne: Hvad er det for principper, der ligger bag udvikling? Hvad sker der i forandring?
De kommende terapeuter skal vide, hvorfor teknikkerne virker som de gør – og det kræver en både teoretisk og oplevelsesorienteret uddannelse.
GODE RÅD
Gode råd, hvis du leder efter en coach, en psykoterapeut eller en uddannelse:
• Brug både hjertet og forstanden, når du skal vælge en uddannelse eller en coach/psykoterapeut.
• Lyt til anbefalinger fra mennesker, som har haft gode erfaringer – over
tid – med en coach, terapeut eller en uddannelse.
• Snak med nogle, som ikke bare har et overfladisk kendskab, men som måske har været igennem et forløb.
• Ring til vedkommende eller udannelsesstedet, og lad være med at købe
nogle positive, fine ord. Brug mavefornemmelsen, lyt til hjertet, og hvis der
er noget, der ikke føles rigtigt, så lad vær!
• Kig efter, hvor meget erfaring, folk har. Er det nogen, som i praksis har
demonstreret, at det kan de selv, og det kan de selv leve af?
• Gå til informationsmøder, mærk stemningen. Kan du lide de folk, der er der? Lyder det fornuftigt og realistisk det, de tilbyder, og kan jeg i det hele taget lide lugten i bageriet.
LIVSKUNST KAN LÆRES
I november 2006 blev Ole Vadum Dahl atter aktuel med en ny bog. “Coaching og kunsten at leve.” En bog til både psykoterapeut-studerende, coach-studerende og almindelige interesserede læsere. Bogen er Ole Vadum Dahls bud på, hvad en nutidig life coach skal kunne, hvis det skal være forsvarligt at arbejde med andre menneskers selvudvikling:
“Mange coaches er alt for dårligt uddannet. Hvis ikke de har en psykologisk/terapeutisk uddannelse i forvejen, skal de holde sig til bussiness-coaching, hvor det handler om at afklare mål og værdier og lave planlægning og finde stærke sider hos medarbejder og leder, osv.”
“Så snart man taler om lifecoaching, kommer man nemlig ind på nogle psykologiske områder, hvor det meget nemt bliver terapeutisk. For her taler man om at hjælpe mennesker med at udvikle sig personligt, i forhold til parforhold, arbejdsliv, stress osv. Life coaching ligger efter min opfattelse i en mellemting mellem business-coaching og psykoterapi – en form for psykoterapi i light version, men man arbejder med mennesker, der som udgangspunkt har det godt. Man beskæftiger sig ikke med psykoterapiens område med chok og traumer, dysfunktionelle tvangstanker, spiseforstyrrelser, tvangstanker, depressioner og patologiske ting.”
Men en ting er ens uddannelse en anden ting, er hvor meget man som menneske har lært om sig selv..:
“Det er et faremoment, at rigtig mange coaches ikke har arbejdet nok med deres egen personlige udvikling. De er velmenende mennesker, som utrolig gerne vil gøre en forskel. Selvfølgelig. Men deres egne følelser og værdier er alt for uafklarede for de flestes vedkommende. Og har man ikke psykologisk indsigt nok, og har man ikke arbejdet nok med sig selv til for alvor at have fundet ud af, hvad selvfølelsen betyder for selvudvikling, så mener jeg, at man meget nemt kan coache folk ud over afgrunden. At man kan komme til at styrke sider hos klienterne, som var rigelig stærke i forvejen. Hvem er det f.eks., der gerne vil være bedre til at kommunikere med chefen? Hvem er det, der gerne vil være mere effektiv på sit arbejde? I nogle tilfælde er den jo god nok, men i andre tilfælde, har man at gøre med mere neurotiske personlighedssider.”
“Jeg synes, der er et problem i, at coaches generelt er for dårligt uddannet. Især, når det handler om lifecoaching. De har for lidt egen personlig udvikling. Og det tager tid, Det kan man ikke klare på et par weekender eller på ti-dages kurser. Hvis lifecoaching er en slags livskunsttræning; en træning i at leve, jamen så må man da have forstand på livet, så må man have forstand på udvikling.
Det kan man da ikke få på et ti-dages kursus. Eller på et kursus på Internettet – man kan jo blive mastercoach for nogle få tusinde kursus via et slags brevkursus på Internettet …”
Der er ikke megen latter tilbage i Oles stemme, når han taler om dette emne. Det er tydeligt, at han har “set” nok i sin karriere til at kunne tale i timer om denne problemstilling:
“Og så kommer man til endnu en problemstilling i coachingmarkedet, og det er, at diverse selvbestaltede foreninger påberåber sig autoritet til at godkende folk og sige, at de er gode nok til at coache, og det endda kun efter måske 80-120 timers uddannelse. Så kan man få lov at købe en dyr eksamen og betale et dyrt årskontingent på 2500 kr. for at få reklame fra nogen af dem, der har været der længst. Det er efter mine bedste begreber – hvad man får ud af det medlemskab. Og det er generelt en falsk tryghed for brugerne at kigge efter et certifikat. Gennem 25 år i denne her branche har jeg set tusindvis af mennesker, der har lænet sig op ad den falske tryghed, der hedder certifikater. Så fri os fra certifikattyranniet, fra den falske tryghed, der ligger i, at folk har et certifikat fra en international anerkendt organisation. Det er en narresut.
Og sluttelig, i al denne snak om selvudvikling, mener Ole Vadum Dahl, at det mere end nogensinde før er vigtigt at, være opmærksom på at vi ikke bliver alt for navlebeskuende:
“Meget selvudvikling i dag er en form for legaliseret narcissisme. Det er en hjælp til at blive endnu mere egotripper. Vi lever i et samfund, hvor den trend viser sig alle vegne – også hos vores nye kursister. Mig, mig, mig og så lige mig.”
“Men når alt kommer til alt så er vores spirituelle psykologiske selvindsigt og udvikling ikke en s… bedre end hvor meget hjertet vokser. Det, der giver os reel livskvalitet, er når vi er noget for andre. Når vi gør en forskel for andre, vi glæder.”
Ole Vadum Dahl – Coaching og kunsten at leve
280 sider
269,95,-kr.
Når folk har læst din bog “Coaching og kunsten at leve”, hvad vil du så mest ønske de tager med sig?
“At kontakten med vores essentielle selv, med vores dybeste oplevelse
af væren, må være udgangspunktet for, at man kan blive lykkelig. Hvis jeg lever ud fra en dyb kontakt til min essentielle væren, så kan jeg leve et fuldstændig almindeligt – eller ualmindeligt – fedt liv og så vil jeg være lykkelig, og kreativitet, kærlighed osv., vil udspringe derfra. Hvis jeg forsøger at blive lykkelig ved at blive coachet til at være mere kreativ, lære at kommunikere bedre med chefen og blive bedre til mit arbejde, osv. for, at det skal gøre mig lykkeligere eller mere tilfreds, så lever jeg stadigvæk udefra og ind – og det holder ikke i længden. Megen coaching bliver me-
get nemt noget med at jagte noget derude i fremtiden, men altså…
Livet foregår altså lige her. Så jeg synes lifecoaching i den grad, handler om at få folk til at blive bedre til at være til stede i nuet. Så vi folder os ud i livet, i stedet for at forsøge at blive bedre til at mestre det ydre liv for at blive lykkeligere. Først være, så gøre og så opnå eller have.”
