Vejen til ID
Jeg har haft en gammel drøm om at blive coach. Jeg vidste egentlig ikke helt hvad det betød, men der var bare noget i mig, der sagde, at jeg skulle være coach.
I forbindelse med mit arbejde som socialrådgiver var jeg til et opkvalificerende kursus med en underviser, der underviste i coachende samtaleteknikker. Hun var og udstrålede det materiale hun havde med – og jeg fik det sådan: ”Det der hun kan – det skal jeg også!” Hun var uddannet fra ID. Det var egentlig der jeg fik et nys om, at det var ID jeg skulle gå på – det var hendes autencitet i de redskaber, hun havde med og viderebragte.
Hvad er ID for dig?
Udover alt det udenom – at det er interessant, det er relevant og det er fagligt udviklende – så er det en grundfølelse af at vende hjem.
For mig har det været som at begynde at vende hjem. Det har selvfølgelig haft et udspring i noget fagligt, jeg gerne ville have med mig – men jeg har også haft et stort personligt behov for det, og det har klart startet en rejse ind i mig.
Rejsen hjem
Mit liv er blevet fuldstændig vendt på hovedet, siden jeg startede på ID – der er sat nogle processer i gang hos mig privat, så jeg er begyndt at kigge på mit liv.
Jeg tror endda det var noget af det vi snakkede om på uddannelsen, men som jeg bare ikke helt fattede – det med at vågne op i en virkelighed og tænke: ”Hvem fanden har konstrueret den her virkelighed?” – for så at opdage, jo, det har jeg faktisk selv.
Jeg er blevet i stand til at skabe mig det liv, jeg gerne vil have med bevidste handlinger, og det var jeg ikke før jeg startede. Det kan også have nogle konsekvenser, og det har helt sikkert haft nogle konsekvenser for mig på det personlige plan. Der er fulgt nogle ting med – som f.eks. en skilsmisse – som selvfølgelig gør noget ved én som menneske, og som kan være rigtig svært. Men det er som en vægtskål, hvor jeg kan stille mig og afveje konsekvenser kontra udbytte – jeg er meget mere med i mit eget liv. Der er ikke nogen tvivl om, at det er sådan her det bliver nødt til at være. Så kan der godt være dage, hvor jeg er ked af det og ængstelig, og det hele er svært, men der er en retning, og jeg kan se mig selv i øjnene. Det er blevet guidelinen – jeg træffer nogle valg og ser mig selv i øjnene og spørger, om det er det her jeg vil.
Det er også som om der er kommet en dimension mere med. Før tror jeg at jeg så verden i 2D, nu ser jeg den i 3D – eller 5D nogle gange! Og det har selvfølgelig også en sårbar side – hvis man mærker livet på fuld gas, så er det mega monster fedt – og det kan også være ubehageligt. Men jeg ville ikke lave det om.
Det faglige udbytte
Det har været dybt inspirerende og konfronterende – meget udviklende – også rent fagligt og kompetencemæssigt. Jeg har virkelig fået nogle gode kompetencer med mig, både i forhold til at være selvstændig og selvfølgelig at være coach, men også i min rolle som socialrådgiver – jeg har fået nogle gedigne værktøjer med mig.
Som sagt har det gjort mig robust personligt og privat, men også fagligt. Som fagperson er jeg blevet meget mere i stand til at sige, hvad jeg vil være med til, og hvad jeg ikke vil være med til. Jeg er blevet meget mere i stand til at sige til og fra i forhold til, hvad jeg synes er vigtigt fagligt uden at skulle være bange for om andre synes noget andet. Der er kommet noget mere autencitet med, og jeg er også blevet meget mere i stand til at møde de mennesker, jeg skal arbejde med – fordi jeg har min egen dybde med og ikke er bange for at vise mig. Det tror jeg at jeg var bange for før – eller det var jeg uden tvivl.
Jeg har nok altid haft et behov for at opkvalificere mig, men det her forløb har virkelig sat turbo på nogle ting. Det er en rejse, der starter – og det er både ind i hvad ID har af tilbud, men også alt muligt andet både personligt og fagligt – og jeg tror aldrig den stopper. Jeg tror måske jeg har fået større mod på det, hvor jeg før godt kunne tænke ”Er det nu nødvendigt” eller ”Det er nok bare noget fis”. Nu tænker jeg: ”JO, selvfølgelig skal jeg det”, hvis det er noget jeg synes er spændende, og som jeg synes jeg har brug for. Der er ikke det der selvkritiske filter, og det er virkelig befriende – jeg tænker, at vi har det filter alle vegne, og det hæmmer mange ting og meget udvikling.
Holdet og fællesskabet
Selve det at gå på holdet er en vigtig del af den udvikling og den opkvalificering, der er i uddannelsen. Vi arbejder netop med os selv, og hvordan vi reagerer i sammenhæng med andre – så det i sig selv at være en del af en gruppe er læring, og det kan man blive konfronteret med. Der er altid nogen, som man lige umiddelbart synes er interessante mennesker – og der vil altid være nogen, man ikke lige umiddelbart synes er særligt interessante mennesker. Den måde uddannelsen er skruet sammen på, og den måde underviserne griber det an på gør, at man får gjort sig klart, at man har et eget ansvar som kursist ind i at arbejde med: ”Hvad er det der sker i mig, når jeg bliver konfronteret med en anden på holdet”. I stedet for altid at rette det ud ad er det hele tiden en intern proces hos eleven. Det kan være konfronterende, men det er god læring. Det er som et mini kosmos – for det er jo også situationer, du møder alle mulige andre steder i den virkelige verden – men her har du et forum til at bearbejde det i, og hvor du kan sige nogle ting højt, fordi de andre er i den samme proces. Det er en kærkommen mulighed for at få sat lys på nogle af de de der mekanismer, vi går rundt og er i alle andre steder i vores liv. Her får man virkelig muligheden for at få sat spot på det og få taget stilling til, hvordan man egentlig gerne vil være i det.
Vi har lige holdt julefrokost med mit gamle hold. Det er klart at det kan være lidt svært at samle folk – vi kommer lidt fra vidt og bredt, men vi prøver at samles, og vi har også en facebookgruppe. Der er sådan en fortrolighed mellem os – vi snakker sammen på en måde, hvor vi forstår hinanden. Folk ”udefra” forstår ikke helt det samme sprog. Man får jo også virkelig set nogle sider af hinanden, som ikke er noget vi går og viser i det offentlige eller i andre sammenhænge, så der er ligesom en connection. Det er enormt rart at holde fast i det forum.
Underviserne
Jeg synes der er en rigtig fin sammensætning af undervisere, der har nogle forskellige tilgange, og det er rigtig godt. Derudover er de alle sammen i stand til at gøre det personligt. Man føler sig virkelig taget hånd om, og der er stor respekt for den individuelle proces, man er i, både personligt og fagligt. Der er stor rummelighed for at man kommer fra forskellige steder – at der er nogle, der kommer og ikke har nogen erfaring og måske lyst til f.eks. meditation, og så er der andre, som allerede har en praksis. Det er de gode til at rumme og tage højde for i undervisningen, og i den feedback man får som elev. Og så kan de sgu huske én! De tager én ind og kan huske, hvor man startede, og når man slutter, har de en fornemmelse af ens rejse. Det er enormt fantastisk at de kan danne sig et overblik over hver enkelt elev, og den rejse hver enkelt elev har været på, og det er min oplevelse, at alle underviserne er i stand til det. Det er vildt vigtigt – man bliver også individuelt løftet.
Hvad har du brugt uddannelsen til?
Jeg er selvstændig coach og mentor og laver noget mindfulness også. Det er egentlig kun starten på at finde ud af, hvad jeg egentlig skal udbyde. Jeg har også arbejdet lidt på nogle kompetencetiltag for socialrådgivere, der er noget der, jeg godt kunne tænke mig at folde ud. Hvordan vi opererer i systemer og samtidig kan være hjemme i os selv og være udviklede og måske endda også spirituelle mennesker – det synes jeg er enormt inspirerende. Men det er stadig bare på tegnebrættet.
Afsluttende kommentar
Jeg har den klare opfattelse af – og det både for mit eget vedkommende men også mine holdkammerater – at man simpelthen kommer ud som en klarere version af sig selv på den anden side. Det er helt tydeligt også for andre, der ikke er ID’ere. Folk udefra kan blive sådan helt: ”WOW, hold da op – hvad er det lige du har været igennem?”. Så det er jo ikke løgn, det Ole (Vadum Dahl, red.) siger med at stå mere ved sit eget lys. Det har helt klart været en del af processen og et resultat for os alle sammen.
Man skal kun gøre det, hvis man tør – selvfølgelig også sagt lidt i provokation – men det er simpelthen en verden, der åbner sig. Så er man mand eller kvinde nok til det?
– Marie Freja Broby Groth
Please check your feed, the data was entered incorrectly.