– KREATIV KOMMUNIKATION, BEDRE RELATIONER OG MERE OVERSKUD

Tidsalderen med de uholdbare forandringer!

Tiden flyver afsted og alting går så stærkt i vores post-moderne tidsalder. Der skal udvikles, der skal effektiviseres, fusioneres, rationaliseres og kommunikeres til den store guldmedalje. Det ene koncept efter det andet ruller ind i virksomheder og organisationer. Men kan du følge med? Og er det egentligt sundt for os, vores organisation eller familieliv hvis vi ikke kan følge med?

Hvis noget lyder velkendt så STOP OP OG LÆS HER:

Skab holdbare forandringer!

På ID Academy arbejder vi med – ikke bare at skabe forandring – men at skabe dybere og holdbare forandringer, såvel individuelt som kollektivt. Igennem klientsessioner og supervisioner hjælper vi mennesker med kunsten selvansvarlig og kreativ kommunikation. En kompetence som løser konflikter, skaber bedre relationer og mere velfungerende arbejdsmiljøer.

Metode der gør en forskel!

ID-Modellen der ligger som baggrund for vores arbejde er et godt bevis på holdbarhed. Den har foreløbig vist sin sejhed i 18 år og intet tyder på at den er ved at gå af mode, nærmere tvært imod. Vi kalder oven i købet modellen for det meget passende navn STABIL.

Se din skygge!

Jeg vil nu invitere dig til at selv at gå med ind i den – du fortjener det og dine relationer fortjener det også. Undervejs afslører vi dine reaktive kognitive filtre som løber af med dig hvis du ikke får dem hevet ud af din SKYGGE.

Start med om du ærligt kan huske en udfordrende situation – S – SITUATION:

S handler om at du nu skal vælge at komme i tanke om en situation, hvor du var i en relation, og blev bragt ud af dig selv. Du mistede dit fodfæste, du tabte din centrering, og du blev simpelthen bare taget af ”noget” som du lige nu ikke ved hvad var. Hvis du ærligt scanner dig selv, skulle der nok dukke et par situationer op, bare inden for den sidste uge. Du må lige nu leve med at se dig selv fra dine værste sider, måske endda som pinlig og ”politisk ukorrekt”. Kniber det med at komme i tanke om en situation, vil jeg anbefale dig at tænke på julen, der plejer ofte at dukke noget op 😉

Og nu ned i detaljen – S – SANSNING:

Godt så – nu bliver det så knap så morsomt. S betyder nemlig sansning. Hvad sansede du i situationen? Vælg nu at leve dig ind i situationen igen som om du var der. Hvad så du rent faktisk? Hvad hørte du? Hvad mærkede du? Lugtede? Smagte? Giv dig god tid til at blive optaget af dine sanser, de er nemlig ikke problemet!

Problemet er din tolkning – T – TOLKNING:

Nu får du så lov at gå videre i vores arbejde og fortælle hvordan du tolker din sansninger. Hvad får du disse sansninger til at betyde? F.eks.; Jeg kommer ind af døren og ser min kæreste kigger ud af køkkenvinduet. Tolkning = Hun ignorerer mig, hun afviser mig, hun er ikke interesseret i mig, hun har fundet en anden, hun forlader mig sikkert i morgen, hun er dum. Okay, måske lidt hurtigt forenklet, men indholdet i denne tolkningsrække er alment velkendt for rigtigt mange af os.

Har du tjekket dine tolkninger for nyligt?

Problemet med vores tolkninger er at de meget ofte ikke har noget med virkeligheden at gøre. Men fordi sindet raser afsted med 200 km/t, når vi ikke i SITUATIONEN at adskille vores tolkninger fra vores sansninger. Derfor var vi ikke kreative i situationen! Og derfor reagerer vi gang på gang med automat-piloten, og bliver reaktive i vores kommunikation. Vi bliver identificerede med f.eks. ”den afvistes drejebog” og begynder at kommunikere reaktivt. Måske slynger vi et par bemærkninger afsted som disse idet vi kommer ind i køkkenet ”- Er du ligeglad med mig? ” eller ”-Hvorfor står du bare der i dine egne tanker og glor ud af vinduet?”

Det gode råd er: TJEK DINE TOLKNINGER! F.eks. ” – Når jeg kommer ind af døren, og ser dig kigge ud af vinduet, så har jeg nogle tanker og følelser om at du vil ignorere mig, er det rigtigt forstået?”

Svaret kan så f.eks lyde: ”- Nej, overhovedet ikke, jeg står bare og nyder solnedgangen.” Det vil vise sig at mange af vores værste forestillinger er selvskabte fortællinger som intet har med den andens intention at gøre.

Hvor kommer så problemet fra? – A – ASSOCIATIONER:

Hvordan i himlens navn kan det så være, at vi gang på gang kan føle os f.eks. trådt på, afvist eller uretfærdigt behandlet? Oven i købet af et menneske som lige præcis er vores kæreste, ven, kollega eller chef?

YES – vi har associationer. Og ikke blot har vi associationer, vi er nærmest bundet til dem, via vores sansninger og kroppens somatiske hukommelse. Vi har associationer hele tiden, i alle situationer, og om hvad som helst negativt.

Det er en form for negativ gentagelsestvang, som en gammeldags pladespiller hvor pick-up’en har sat sig fast og kører i den samme rille. Eller en bil der sidder fast i mudderet, og bare graver sig selv dybere ned, jo mere den arbejder. Det er gamle minder der spiller os et puds, minder der går helt tilbage til ruderkonge var knægt – men minder som ikke har noget med virkeligheden at gøre!

Få øje på din skygge – få dine associationer ud af skyggen og frem i lyset! Har du brug for hjælp her vil jeg anbefale dig at kontakte en ID Coach eller ID Psykoterapeut som er uddannet til at arbejde med STABIL.

Hvem er du når du ikke tror på dine tolkninger? – B – BEHOV:

Nu rykker det for os – det er så vidunderligt livgivende når vi opdager at vi har legale behov.

Så hvad har du egentlig brug for i situationen?

Måske har vi brug for et kram når vi kommer ind ad døren efter en lang dag på job… er det et legalt behov? (JA, det er legalt.)

Hvad er nu din indstilling til situationen og dit behov? – I – INDSTILLING

Mange af os er meget usikre på at bakke op om vores behov, nærmest flasket op til at ignorere os selv.

Så hvad tænker du selv om det hele nu? Hvad tænker du om situationen? Om dig selv? Om den anden? Og ikke mindst, hvad er din indstilling til dit behov? Syntes du dit behov er ligegyldigt – OK, men forvent så ikke at din omverden synes noget andet end dig selv! Ingen kommer pludseligt løbende hen til dig og opfylder dine behov.

Synes du derimod det er et helt legitimt og rimeligt behov så er du klar til at gå videre i modellen.

Hvad er så løsningsmulighederne? – L – LØSNINGSMULIGHEDER:

OK – hvad kan vi rent faktisk gøre fremadrettet, hvilke løsningsmuligheder har vi? Kommunikation er nu særdeles svært at komme uden om uanset om det er konflikter i vores arbejdsmiljø eller i privatlivet.

Hvis vi gerne vil have bedre relationer, færre konflikter og mere overskud må vi simpelthen påtage os ansvaret for at udtrykke vores egentlige behov. Der er brug for kompetenceudvikling i kommunikation! Kæresten i vores lille eksempel, er desværre ikke clairvoyant eller tankelæser, og han/hun ved derfor ikke lige hvornår vi har brug for et kram.

Hvis vi derimod nu ved hvad vores egentlige behov drejer sig om, så er det for en moden voksen person muligt at være kreativt kommunikerende om behovet. Vi begynder simpelthen at fortælle vores omverden om hvad vi har brug for. I starten kan det være en kæmpe hjælp at træne dette med en ID Coach eller ID Psykoterapeut. Det er faktisk det vi ofte gør i klientsessioner og supervisioner. Og det rykker, og det er ikke så farligt som vi går og bilder os selv ind.

Vigtigt er det, at vi ikke kommunikerer behov som et 3-årigt barn vel at mærke. En 3-årig kan nemlig ikke behovsudsætte og kender ikke andre behov end det egocentriske behov.

Kreativ kommunikation er derfor løsningen, uanset om vi reelt kan få vores behov opfyldt her og nu, eller må vente til senere som et modent menneske.

”- Jeg har brug for et kram, vil du være med til det?”. Nu, senere eller i aften? (Det melder historien ikke nærmere om…)

 

Skrevet af Steen Degn
Underviser og supervisor V/ID Academy
Psykoterapeut MPF

Share