Lykke er at kunne se vores tilværelse realistisk i øjnen som den er lige nu, og samtidigt at have hovedfokus på alle de gode ting i den.
Vi bliver med andre ord lykkeligere, når vi er taknemmelige.
Hvis vi fortrinsvist fokuserer på det, som er negativt og utilfredsstillende ved livet lige nu, er der selvsagt ikke meget at være taknemmlige over, og så bliver lykken noget, vi nøjes med at drømme om og længes efter en gang i fremtiden.
Når vi fokuserer på de halvtomme glas i stedet for de halvfulde, bliver vi tilbøjelige til at udsætte, udskyde og fantasere os andre steder hen end lige nu. Og så går vi glip af selve livet. –
Som bekendt foregår livet trods alt lige her og nu.
Og det meste af tiden er der rigeligt at være taknemmelig over. Livet er fuldt af både halvfulde og helt fyldte glas. Det er et spørgsmål om, hvad vi fokuserer på lige nu.
Det er min erfaring, at taknemmelighed fungerer som en magnet i tilværelsen. Mit liv er fuldt af eksempler på, at jeg får mere og mere af det, som jeg er taknemmelig for i mit aktuelle liv.
Og det betyder på ingen måde, at vi behøver at affinde os med urimeligheder eller en utilfredsstillende livssituation. – At vi er taknemmelige for det gode i vores tilværelse, og at vi fundamentalt er lykkelige, gør os ikke nødvendigvis til passifistiske grøntsager, som affinder sig med hvad som helst. Tvært imod giver glæden og taknemmeligheden os overskud til at takle de udfordringer, som livet altid vil byde på, og til at udvikle os igennem dem.
Og hvis ikke vi kan være lykkelige lige nu, vil vi ikke kunne være lykkelige. Fremtiden kommer aldrig. Livet og dermed lykken er altid lige nu.
Her er en lille øvelse i tre dele:
1. Den lette:
Lav en liste over alt det, du er taknemmelig for på alle livsområder og mærk efter, hvad det gør ved din energi og oplevelse af glæde.
2. Den svære:
Lav nu en liste over det, du er frustreret over i dit liv lige nu. Undersøg herefter, hvad den positive side af problemet er, og find så ud af, hvad du er taknemmelig over i de tilsyneladende negative situationer.
3. Gør noget.
Lav en handlingsplan over, hvad du vil gøre ved de utilfredsstillende ting i din aktuelle situation, og gør det som er nødvendigt, for at tingene kan blive endnu bedre.
Om nødvendigt, så bed andre om hjælp.
Mange kærlige hilsener
Ole
PS.
“Livet er ikke et problem, som skal løses. Livet er et mysterium, som skal leves”.
Bhagwan Shree Rajneesh