Bragt i Kristeligt Dagblad den 5. januar 2007
– Du kommer aldrig til at se en artikel om mig, hvor jeg siger: Hurra, jeg er blind! Selvfølgelig ville jeg gerne se igen, men forhindrer mit synshandicap mig i at blive lykkelig? Nej, siger Ole Vadum Dahl, der mistede synet som følge af sygdom som 16-årig. – Foto: Peter Kristensen.
LIVSKUNST: Ole Vadum Dahl, forfatter til selvudviklingsbøger og leder af en uddannelse for coaching og psykoterapi, er kritisk over for tidens tendens til legaliseret narcissisme
Af Dorte Remar
Ole Vadum Dahl har for nylig været på en uges retræteophold i Nordjylland med daglig meditation i nyspirituel ånd.
– Det var jeg meget glad for. Det vigtigste ved sådan en retræte er at finde ro og indre harmoni. Vi bruger meget energi på at flakse rundt i periferien af den, vi er. Når vi stresser rundt, forråder vi os selv. Ved at meditere mærker man det at være til på en enkel og tilfredsstillende måde. Det er at komme hjem til sig selv, siger Ole Vadum Dahl og tilføjer:
– Sandsynligvis lyder det meget navlepillende. Men hvis det virker, får man også overskud til at være noget for andre. Det ligger meget i tiden, at det handler om mig, mig, mig og lige mig igen. Vi mangler omsorg og respekt for hinanden. Og det er en forråelse.
Måske ikke, hvad man forventer at høre fra en mand, der selv har været på rejse ud i selvudvikling fra psykoterapi over indisk gurubevægelse til NLP. Som skriver selvhjælpsbøger som den netop udkomne “Coaching og kunsten at leve og leder et center, der uddanner terapeuter efter en metode, som han har opfundet. Og som lige som 50-årig har kunnet fejre 25-års jubilæum i terapi-branchen, som han kalder den. For er han ikke selv med til at fremme ensidig fokusering på eget velbehag?
– Spørgsmålet har tynget mig de senere år, for det fordrer nogle etiske overvejelser. Kan jeg udruste folk med de nødvendige faglige og etiske kompetencer? Jeg synes, at det, vi laver, er godt. Men jeg har tænkt meget over, hvordan man finder balancen mellem at lade folk udvikle sig selv, så det ikke ender i legaliseret narcissisme, men i medmenneskelig omsorg for andre. Det kan være svært for nogle, der netop har lært at lytte til egne behov. Så det reflekterer jeg meget over. Det er et stort ansvar at være guide i folks udvikling, siger Ole Vadum Dahl.
Bilerne holder tæt på parkeringspladsen og på vejen uden for Drueholm Kursuscenter ude på landet mellem Ringsted og Køge. Inden døre i den tidligere godsforvalterbolig, der også har huset landsbyskole og familiefirma, går snakken om adfærd og andre psykologiske termer. Kvinder er der flest af i de smukt istandsatte lokaler, hvor der er gruppearbejde i forbindelse med dagens undervisning. Stedet udbyder to uddannelser inden for det psykologiske område: En 2-årig uddannelse til life coach og en 4-årig psykoterapeutuddannelse. Denne dag er det psykoterapeuter in spe, der er på kursus.
Det er to et halvt år siden, at Ole Vadum Dahl overtog Drueholm og indrettede det til kursuscenter. Siden er der blevet udklækket 150 færdiguddannede psykoterapeuter og cirka 35 lifecoaches. I alt 900 studerende har deres gang på centret, hvor der er 10 fast tilknyttede lærere og fire ansatte. En af dem er Ole Vadum Dahls tvillingesøster, Annette Philbert, der tager imod og sørger for kaffe til gæsterne på broderens kontor i en lille sidebygning. Privat bor han et stykke derfra sammen med sin kæreste, Terese Maria Bergqvist, der er pædagog. Han har også en datter på 12 år fra et tidligere forhold.
Det hører med til præsentationen af Ole Vadum Dahl at fortælle, at han er blind. Som 16-årig mistede han synet som følge af sygdommen retinitis pigmentosa, der kommer af en dna-fejl og medfører pigmentering af nethinderne.
– Du kommer aldrig til at se en artikel om mig, hvor jeg siger: Hurra, jeg er blind! Selvfølgelig ville jeg gerne se igen, men forhindrer mit synshandicap mig i at blive lykkelig? Nej, siger Ole Vadum Dahl.
I sin bog Coaching og kunsten at leve skriver han blandt andet, at professionel succes og personlig lykke handler om livskunst, og at det kan læres. Men hvordan definerer han livskunst?
– For mig er det at være i stand til at skabe det i sit liv, der er alment livsbekræftende. Og dér kommer jeg altid tilbage til oplevelsen af kærlighed, at være sammen med andre og at opleve frihed, glæde og mening i sit liv. Jeg har ikke en opskrift, for det er individuelt, hvad der kan skabe omstændighederne. Nogle lever lykkeligt som singler, nogle i parforhold. At være noget for andre og leve et meningsfyldt liv, hvor jeg kan være mig, er for mig livskunst.
– Jo mere positiv selvkontrol, man får, og jo mere man er til stede i livet, jo mere adgang får man til kærlighed, glæde og mening. Det er ikke ment filosofisk, men bygger på erfaring. På mit eget liv kan jeg se, at jo mere jeg er til stede og åben over for andre, jo mere glæde og lykke oplever jeg. Livskunst er også at være leder af sit eget liv, hvilket naturligt indebærer, at man får overskud til andre. At være noget for andre er ikke på mode for tiden, men jeg håber, at det bliver det. For så er der mange, der vil opdage, at det giver livskvalitet. Så at være livskunstner er at være kreativ med sit liv, så det giver glæde, frihed og mening – hvad enten man er kassedame, renovationsarbejder eller terapeut, siger Ole Vadum Dahl.
Han er født og vokset op i Kolding. Forældrene blev skilt, og han og søsteren flyttede som 14-årige med moderen til Holstebro. Ole Vadum Dahl havde talent for at tegne og troede, at han skulle være grafiker, men det satte øjensygdommen en stopper for. I stedet satsede han på en karriere som musiker og studerede i nogle år på Musikvidenskabeligt Institut på Aarhus Universitet.
– Men jeg måtte erkende, at jeg nok havde lange udsigter til at udvikle det, jeg havde ambitioner om. Det kastede mig ud i en krise, hvor jeg var helt rundt på gulvet. Først da ramte tabet af identiteten som seende mig. Jeg blev sindssygt angst – for at sove, for at huset skulle styrte sammen og angst for andre mennesker. Det fik mig som 20-årig til at opsøge min læge, og heldigvis var det en moderne læge, der sagde: Du skal have psykoterapi. Det blev starten, siger Ole Vadum Dahl.
Efter at have udforsket flere typer terapiformer, meditationsteknikker og personlige udviklingssystemer begyndte han i 1980 at uddanne sig til psykoterapeut. Sideløbende har han undervist i indland og udland, arbejdet på en døgninstitution for unge misbrugere og skrevet fem bøger. Han har også virket som konsulent, coach og underviser for virksomheder og organisationer. Han har haft mange private klienter gennem årene, men har ikke længere tid til konsulentpraksis og privat terapi.
Ole Vadum Dahls egne erfaringer har overbevist ham om, at hvis man har en drøm om noget, er det vigtigt at vide, hvad ens motivation er.
– Hvis det eneste, der kan gøre mig lykkelig, er at blive popstar, er alting jo bundet op på det. Måske handler det i virkeligheden om, at jeg har brug for at vide, at jeg er o.k. og har betydning for nogen. Behovet er i virkeligheden at være o.k. Så kan man have plan a, b, c eller d for at blive lykkelig. Det er livskunst, at rævegraven har flere udgange.
– Det er også livskunst at finde ud af, at man godt kan realisere nogle drømme. Grunden til, at vi sidder her på Drueholm, er, at jeg drømte om at få sådan et sted og har en medfødt brist af urealisme. Som humlebien ved jeg ikke altid, at jeg ikke kan flyve. Jeg støder også på forhindringer og barrierer. Jeg tilhører formelt en svag gruppe, fordi jeg er handicappet, men hvis jeg selv handler, kan jeg godt realisere drømme. Hvis jeg tog en intelligenstest, tror jeg ikke, at jeg ville være speciel genial, men har nok en begavelse i den bedre ende. Men jeg mener ikke, at det er afgørende for at realisere drømme, men om vi tør drømme stort og gå efter det.
Ole Vadum Dahl opererer med tre psykologiske begreber i den coaching- og selvudviklingsmetode, han har udviklet: Det reaktive selv, det kreative selv og det essentielle selv.
– Det reaktive selv er, når vi hænger fast i roller og billeder af os selv og giver andre skylden for, at vi ikke er lykkelige. Mange af de skænderier, der kan være i et parforhold, handler om at forsvare sit selvbillede. Det reaktive selv er vores automatiske reaktion, som igen er knyttet til følelser som ærgrelse, vrede og irritation. Opvæksten og jeg-dannelsen har formet det reaktive selv og er baseret på både en beskyttelse af ens jeg og på forældrenes normer og påbud.
– Det kreative selv er vores fri vilje og det sted i os selv, hvor vi hæver os op over følelser og reaktioner. Vi kan tælle til 10, inden vi eksploderer. Eller sige til sig selv, at nu gør jeg noget. Det kreative selv kan navigere i eget liv uden at ligge under for roller om at være offer, martyr og så videre. I stedet tør man være ærlig og træde i karakter som den, man er. Når man møder mennesker, der er autentiske, kan man mærke, at de er uden forstillelse. Emotionel intelligens er evnen til at kigge sig selv efter i sømmene, men det kræver overskud. Jeg tror, at vi alle er født med en kerne og med muligheder for at folde os ud som kærlige mennesker. Og at alle kan finde ind til det autentiske sted i sig selv. Nogle er dog så skadede, at de har svært ved at have tillid til at være der.
Men hvad er så det essentielle selv?
– Jeg er jyde, men det lyder som noget guddommeligt, og det kan vi også godt sige, at det er. Helt jordnært er det vores uspolerede kerne. Der er ingen selvbilleder, ingen tanker, man er bare. Det er noget, som alle oplever i glimt, når der sker noget stort omkring os. En smuk solnedgang, en barnefødsel eller dyb erotisk kærlighed. Det er evnen til virkelig at være til stede i livet, mens det foregår. Det er ikke en lyserød new age-tilstand, halleluja, men en bestemt slags åbent nærvær.
– Det er min lille kæphest: At være nærværende er dér, hvor vi kommer i kontakt med os selv, etikken, meningen og medmenneskeligheden. Det er dér, livskunsten springer fra. Og det er også dér, at vores sans for det religiøse og spirituelle i tilværelsen kommer fra, siger Ole Vadum Dahl.
