Om Martin Ucik’s bog “Kvinder! – En manual for mænd”.
Indrømmet – jeg grinede højt, da jeg i efteråret ’13 så den danske oversættelse af Uciks bog ligge på mit skrivebord ved siden af David Deida, Den Maskuline Mand. Deida, som jeg i mange år har været meget begejstret for, fylder 223 sider med beskrivelsen af mandens liv, bl.a. seksualiteten. Ucik bruger 533 sider (og bruger dem rigtig godt)… og jeg kom til at tænke på den gamle vits: Kvinder er vilde med simple ting… mænd for eksempel.
Martin Ucik er oprindeligt fra Tyskland. Og med tysk grundighed går han på med krum hals og heldigvis også med en stor portion varme. Jeg oplever, at han gør tanker og teser til praktiserbar virkelighed, når han sikkert – og som sagt meget grundigt – fører os rundt i det integrale univers, hele tiden med fokus på spændet og spændingen mellem mand og kvinde. Og bogen er pirrende at læse, fordi jeg hele tiden får lyst til at læse endnu videre. Bare begrebet primærfantasi skærper jo min nysgerrighed. Hvad er kvindens umiddelbare tænding, behov og forventning overfor en mand og omvendt?
Han trækker elegant mange tænkere og skoler ind i sit emne. Bl.a. beskriver han forskellige måder, man kan se mænd og kvinder som typer (et af elementerne i AQAL-begrebet) med både NLP, de fem kærlighedssprog, enneagrammet og det Jungiansk inspirerede Myers-Briggs par. Han gør det ganske kort som appetitvækkere, og han gør det godt. Et andet sted er han meget inspireret af Gardner, når han beskriver forskellige typer af intelligens.
Så med undtagelse af enkelte bump og hovsaer på vejen er bogen rigtig god læsning.
En ting er, at mænd uvægerligt bliver klogere på de evigt mystiske kvinder ved at læse og reflektere over denne bog. Jeg håber, det vil hjælpe rigtig mange heteroseksuelle par, som bakser rundt med mere eller mindre klassiske problemer, der kommer af fysiske, emotionelle og psykiske kønsforskelle. Singler vil måske blive mere afklarede på sig selv og den partner, de måtte længes efter. Ucik er selv meget åben om, at han skriver i en heteroseksuel kontekst. Jeg oplever ham absolut ikke som ekskluderende. Jeg tror også, at mennesker med andre seksuelle orienteringer med fordel kan læse bogen, da den snildt kan bruges til at udforske den maskuline og feminine energi, der bor i ethvert menneske, som er med i dansen i ethvert parforhold, og som blot venter på at blive set, udforsket, udfoldet og fejret.
Af ID Psykoterapeut Brian Rønnow
Du kan købe bogen her: www.id-shop.dk