Kære alle.

steendegnRigtigt godt nytår! Traditionen med at ønske godt nytår – godt nyt år – er en glimrende anledning til at byde velkommen til et nyt og spændende forårssemester og et nyt studieår på ID-Academy.

Vi glæder os rigtigt meget til at se både igangværende og nye kursister og håber at 2015 bliver et givende studieår.

I løbet af det året vil vi bl. a. fortsætte publiceringen af nye spændende faglitterære bøger fra forlaget I AM.

 

 

Glæd jer til disse vidunderlige bøger som kommer i løbet af 2015:

  • Ingersoll ”Terapi i øjenhøjde”
  • Keith Witt ”Integral mindfulness”
  • Frederic Lalou ”Fremtidens organisation”
  • Sheinzen Youngs ”Naturlig smertelindring”
  • Jim Marrions ”Kristusbevidsthed”
  • Don Beck & Christopher Cowan ”At mestre forandring”
  • Stanislav Grof ”Den stormfulde søgen efter sjælen”
  • Stanislav Grof ”Den kosmiske leg”

 

I forbindelse med vores uddannelses-og udviklingsforløb er det min klare oplevelse at litteraturen styrker den rød tråd gennem vores uddannelsesforløb og mellem de enkelte moduler.

Her fra skal der lyde en opfordring til at man lytter til sit hjerte og læser bøgerne i den rækkefølge som kommer naturligt for hver enkelt. Det vigtigste er at man læser lidt hele tiden og på den måde giver sindet nogle vitaminer og noget inspiration til vores løbende udvikling.

Gennem f.eks. blot 5-10-15 minutters daglig læsning vil vores tanker og intellekt blive aktiveret til fordel for vores udvikling. Sindet er trods alt en uomtvistelig del af os så hvorfor ikke fodre det med noget som kan være med til at inspirere os.

I forhold til at forstå den meget omfattende integrale begrebsramme er det min oplevelse at det er som at samle et puslespil med flere tusinde brikker. I starten er der ikke rigtigt noget der hænger sammen og det kan på mange måder virke uoverskueligt. Efter lidt tid er der dog nogle brikker der hænger sammen. Flere og flere sammenhængende brikker griber fat i hinanden og langsomt træder det samlede billede mere og mere tydeligt frem.

Selv om bøgerne har forskellige temaer er begrebsrammen den samme. Så lyt til din intuition og gå med de bøger der kalder.

I 2015 kan vi for første gang også byde velkommen til åbne mindfulness og meditationsaftener i København. En gang om måneden er alle velkommen til en fælles meditationsaften. Det gælder også for familie, venner eller kolleger som gerne vil med. På Hattenæs i Silkeborg findes de fælles mindfulness og meditationsaftener allerede og vil fortsat være der. Tilmelding sker via linket under næste afsnit.

Det nye år bringer nemlig også masser af spændende aften –og weekendarrangementer. Hold øje med dem allerede nu på dette link: http://www.idacademy.dk/26meditationsaftener/

Endelig kan jeg varmt anbefale at møde op til de fælles øveaftener på ID. Man bliver dygtig af at træne med forskellige mennesker og så er det med til at knytte netværk som kan være guld værd. Færdiguddannede er også begyndt at komme for at holde værktøjerne ved lige og alle skal være hjerteligt velkommen. Det er gratis at deltage.

Jeg håber at vi på tværs af kursister, undervisere, supervisorer, assistenter, marketingsfolk, bogforlagsfolk, kontor -og rengøringsansatte vil få et lærerrigt godt nyt år allesammen i et varmt, nærværende og hjerteligt studiemiljø.

Vær velkommen herrens år,

Kærlig hilsen

Steen

Share