Så er den her! – Smagen af Kosmos, som på engelsk hedder “One taste”, – en af mine absolutte favoritter, når det kommer til spirituel litteratur generelt og Ken Wilbers forfatterskab i særdeleshed, – er endelig tilgængelig på det danske bogmarked.
Jeg har i mange år følt, at det var lidt en skændsel, at vi i Danmark, – Søren Kierkegaards eget hjemland, – ikke havde danske oversættelser af Ken Wilbers værker. Ken Wilber betragtes af mange som “bevidsthedens Einstein og er måske den største filosof som verden har set i flere hundrede år.
I efteråret 2013 udkom “Den integrale vision” og “Historien om alting – kort fortalt” på ID Academy Media (også bare kaldet I AM), og nu er turen kommet til “Smagen af Kosmos“, der er en selvbiografisk beretning om et år i Ken Wilbers liv. Med humor, varme, skarpsindighed og stor ærlighed fortæller Ken om alt lige fra ferien med kæresten og forhandlinger om rettighederne til hans bøger til personlige oplevelser af kosmisk bevidsthed og dybe spirituelle erkendelser.
Bogen veksler mellem det muntre og jordnære, det flabede og provokerende, det avancerede filosofiske og noget, jeg vil kalde for bevidsthedsudvidende spirituel poesi.
Man kan som et sensitivt menneske ikke læse visse afsnit af denne bog, uden at man bliver udsat for, hvad de tibetanske buddhister kalder for en “udpegning”. Dvs. at Ken Wilber i bogen skriver direkte til os som læsere på en måde, som udpeger vores egen sande essentielle natur inde i os i det øjeblik vi læser bogen. – Svært ikke at blive “høj” af læsningen. – Andre steder er bogen ren underholdning og andre steder igen mere krævende i forhold til at forstå Wilbers dybe indsigter i livets og bevidsthedens natur.
Giv dig selv den gave at læse bogen, – også selv om den vil kræve mere af dig end eksempelvis en bog af Tolle eller Chopra.
Wilbers bøger er indledningsvist lidt sværere, men til gengæld er de decideret bevidsthedsudvidende og en direkte mulighed for at blive påvirket til en ægte transformation i stedet for blot at blive intellektuelt inspireret.
Køb den her: Smagen af kosmos.
Kærligst
Ole