Her i vinter var jeg på en vidunderlig ferie i Thailand sammen med min skønne kæreste Terese Maria og min lige så skønne datter Ayoe på 14.
Hver gang vi havde mulighed for det, tog vi ud for at ride på elefanter, hvilket jeg bestemt kan anbefale, hvis lejligheden skulle byde sig. Det er en fantastisk oplevelse at ride ud i naturen på ryggen af dette kæmpe dyr, der har så enorme kræfter, samtidigt med at det også har en usædvanlig sensitivitet.
På en af vores ture havde vi en både sjov og tankevækkende oplevelse.
Den dag var det min datter Ayoe og mig, som sammen befandt os på ryggen af Molly, en skøn 17 år gammel hunelefant med fregner, mens Terese Maria havde fået en hel elefant for sig selv.
På et tidspunkt, hvor vi passerede en mark med køer, lavede elefantføreren, en afstikker fra den oprindelige rute, som de øvrige elefanter gik. Det bragte min datter og mig ud på et meget stejlt og temmelig spændende ridt. Vi måtte lige minde hinanden om, at elefanter har en usædvanlig god balanceevne og ikke vælter selv under meget uvejsomme forhold.
Elefantføreren vendte sig her undskyldende rundt og forklarede os, at “Molly bange for køer”! –
Vi måtte bare le kærligt af den kæmpestore elefant, der var bange for et par små køer, som stod og muede på dens vej.
Det er med elefanter som med os mennesker. Vi ved ikke altid selv, hvor mange ressourcer vi har, og hvor meget vi egentlig kan. Vores selvbillede er ikke altid i overensstemmelse med virkeligheden.
Og selvbilledet er den helt afgørende faktor, når det kommer til muligheden for at udvikle nye færdigheder og udfolde vores fulde potentiale.
Hvor meget succes tror du eksempelvis jeg ville opnå personligt eller professionelt, hvis min grundlæggende oplevelse af mig selv er, at jeg er en mindreværdig person, som ikke fortjener at få succes?
Hvor meget ville et kommunikationskursus eksempelvis hjælpe mig til at blive bedre til at kommunikere, hvis min grundlæggende selvforståelse er, at jeg er en kedelig og uinteressant person, som ingen tager alvorligt?
Eller hvor meget ville et dating-kursus hjælpe mig, hvis jeg grundlæggende oplever mig selv som grim og utiltrækkende?
Min erfaring som professionel coach og psykoterapeut gennem mere end 25 år er, at den måde jeg bevidst og især ubevidst forstår mig selv på, hhv. kan være en kraftig hjælpemotor eller en livshæmmende kæp i hjulet. Det afhænger af, om selvfølelsen er positiv eller negativ.
Derfor har de kursus- og uddannelsesforløb indenfor personlig og spirituel udvikling, coaching og psykoterapi, som vi udbyder på ID Academy, en helt særlig fokus på vores identitet. Det er selvsagt også derfor, jeg kalder min kursus og uddannelsesvirksomhed for ID Academy.
Kærlig hilsen